Rostov - Jaroslavl - Uglitj

Da solen kom i onsdags, tog vi på en lille tur ud af byen. Denne gang nord på.

Først til Rostov, en lille by, ikke meget større end Haslev, men med 9 kirker.

Vi startede i det sydlige kloster. Man var godt igang med renovering, men der var lang vej igen. Det lå dog meget flot ned til en stor sø.

Alle steder, så vi folk ude på isen, hvor de fiskede.

Jeg syntes de var lidt tæt på kanten, men de må vide bedst.

I baggrunden ses endnu flere løgkupler.

Det var en meget hyggelig by, hvor der ikke var den helt stor udvikling. Dog ved vi at Velux er ved at bygge ny fabrik i området, så måske kan det være med til at der kommer lidt fremgang.

Det er utrolig en forskel der er, lige så snart man har forladt Moskva, og især her ca 180 km fra byen, i en anden region. På vej dertil, måtte vi ind på en af politi-vejstationerne og anmelde at vi, som diplomater, nu kørte ind i Jaroslav-region. De havde ikke fundet ud af, at det ikke mere er Sovjet og at alle må færdes frit.

Det er nu hellere ikke vejene man ofre så mange penge på, og ved et uheld, kom vi til at køre ad en vej, som ellers mest bliver brugt af lastbiler. Det var kun et stykke på under 10 km, men det lykkedes at køre i et stort hul i vejen, så vi troede at hele bilen faldt fra hinanden.

Da vi kom frem, kunne vi se, at det en forhjul, var ødelagt. Det havde været trykket helt ind til fælgen, så der var kommet et mærke i metalet og der stod en stor bule udpå dækket. ØV,ØV.

Vi overnattede i Rostov og kørte næste dag til Jaroslavl, der ligger ved Volga-floden. Man kunne godt sejle på Volga nu, men der var stadig is på den, nogle steder.

Vi turder ikke at køre hjem med det ødelagte dæk, hvis det nu eksploderede, ved næste hul.

Ved hjælp af GPS-en fandt vi et Mitsubishi værksted. Poul fik forklaret, at vi var nød til at skulle have et nyt dæk, og da vi ved, at der ikke findes et i den rigtige størrelse i Rusland, var vi nød til at skulle have to. Vagt-manden, der var uden for, vidste at det kunne de ikke hjælpe med, men i det samme kom der en ung mand (ca. 30 år) og vagten spurgte ham, om ikke han kunne hjælpe os. Han grinede lidt da han så dækket, men sagde at vi kunne køre efter ham, så skulle han hjælpe. Han kørte så til et andet Mitsubitshi værksted, stort, nyt og flot, han gik ind for at ring og kom så lidt efter og sagde, at vi kunne få dæk, inde i byen, i et magasin. Han havde ringet efter sin chauffør og han ville komme og vise os vej der til. I mens fandt vi ud af, at den unge mand var direktør for værkstedet og at han var ved at lave det dobbelt så stort, så de fik deres eget lakering, virkelig en fyr der havde styr på det. Desuden kunne han et udmærket engelsk, men det fortalte han først, da tingende var på plads. Chaufføren kom og viste vej, men nu var dækkene pludselig væk, så der ville gå en time, før de havde de rigtige. I den tid blev chaufføren ved os og viste os bydelen og Volga floden, og han kørte først da dækkene var på. Det var service. Men vi ved det jo godt. Beder man om hjælp og er høflig og ikke mindst prøver at komme frem på russisk, så vil alle hjælpe.

-

-

Godt kørerne igen, var vi inde og se kreml i Jaroslav, men fordi jeg bare var så forkølet, at jeg næsten ikke kunne se noget, for den skarpe sol og heller ikke høre, fandt vi et hotel. Jeg sov så fra kl. ca. 4 om eftermiddagen og til halv 9 næste morgen, jeg var dog med nede at spise til aften. -

-

Selv om Jaroslav er en by med 600.000 indbygger, skulle man kun lige over på den anden side af Volga, før folk boede i træhuse, i bedre eller dårligere stand. De fleste dårlige. Vejene var grusveje, som var i en meget dårlig stand. Det er altid det flotte, man får taget billeder af, men det usle bør man også huske at få med en gang imellem, men det bliver en anden gang.

-

Fra Jaroslav fortsatte vi til Uglitj ca. 100 km vest for Volga.

For en danske er byen mest kendt for, at det var der Leif Davidsens "- ukendte hustru" forsvandt og hvor han møder Sasja, der hjælper ham tilbage til Moskva.

Det billed af byen som LD har lavet, kunne slet ikke genkendes. Jeg syntes at vi fik et godt indtryk af byen, hvor man havde gang i mange ting, for at følge med tiden. Men den var meget russisk, og vi så ikke mange udenlandske brands. Det var nok Coca Cola og Snickers, der var det mest internationale vi så.

-Hvad mændene i byen lavede?

De fangede fisk på floden.

Både vejen til og fra Uglitj, var lang og øde. Mange steder var der skilte, der viste vej til landsbyer, måske ½ til 6-10 km væk, men man kunne ikke se at der havde kørt biler i sneen. De folk vi så, stod og ventede på bussen, hang lidt vaske tøj op, hentede brænde eller hakkede lidt i sneen.

Det er op ad bakke, når man bor på landet. Alt er meget besværligt og usselheden og fattigdommen kan slet ikke sammenlignes, med det vi ser i Moskva, og dog er vi kun 100- 200 km væk.

Mange steder ser vi ellers at kirken har kunne samle folk og få gang i nogle ting, men på denne tur var der mange kirker man slet ikke var begyndt at renoverer.

På vores tur kom vi også til at køre på den mest hulede vej, som dog var belagt med asfaldt.

OG vi var ikke de eneste der kørte der. Der var pæn trafik, med mange busser. Når man kiggede frem i mod de biler der kom, snoede de sig som en anden drage afsted, i et forsøg på at undgå de værste huller.

Selv om temperature har ligget omkring 1-2 grader på det meste af turen, har det ikke føltes koldt, fordi solen har været fremme og det ikke har blæst.

Da vi nåede Moskva var temerature dog 6 grader.

For blot at få en lille fornemmelse af, hvad Rusland er, skal man en gang i mellem ud af byen. Ud og se, hvordan Rusland stadig er. Moskva, er jo bare en europæisk hovedstad.